Aftensmad

Christina’s lasagne

Alle familier har en favoritret eller måske flere. Ofte inddrager jeg mine børn i ugernes madplaner. Én af de retter der jævnligt bliver nævnt udover burger, pizza, pitabrød osv. er lasagne.

Lasagne er temmelig enkelt, lidt ligesom en god omgang bolognese. Med stor fordel kan du gemme alverdens grønsager i den, lave den på forhånd og oftest er der også til 2 dage.

Er børnene lidt grønsags-forskrækket, har jeg haft held med at tilsætte ekstra grønt såsom squash, peberfrugt eller kål. Derudover bruger jeg passata, der pureret tomater på flaske, i stedet for de velkendte flåede eller hakket tomater på dåse. Det har i min familie stor betydning, da “klumper” af grønsager ikke spises uden diskussion.

1 hakket løg
2 fed hakket hvidløg
500g hakket oksekød
½l passata
2tsk tørret basilikum
2tsk tørret oregano
3 revet gulerødder
8-12 lasagneplader
½l morneysauce
1 pose revet ost
Salt og peber
Olie til stegning
Evt. revet squash, finthakket peberfrugt eller kål.

  1. Tænd ovnen på 200g varmluft.
  2. Hæld olie i en gryde og lad den blive varm.
  3. Når olien er varm tilsættes løg og hvidløg, der svitses let.
  4. Steg nu oksekødet med løgene.
  5. Så snart al oksekødet er stegt tilsætter du passata, krydderier, gulerødder og evt. øvrige grønsager.
  6. Lad det simre i 10-15 min. inden du smager til med salt og peber.
  7. Find et ildfastfad (25x40cm) frem, og start opbygningen af din lasagne i 3-4 lag i følgende rækkefølge:
    – kødsauce, morneysauce, revet ost og lasagneplader. Din afslutning skal være med revet ost.
  8. Lasagnen skal tilberedes i 30 min.

TIP! Når lasagnen er færdig, så lad den stå 5 min. på bordet til den lige har sat sig.

Som tilbehør kan du lave en lækker skål salat og lune et flute.

Velbekomme.

De bedste hilsner fra
Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *