Aftensmad

Gratineret kylling i tomatsauce

I de måneder af året, hvor vejret er lidt gråt og regnfuldt, synes jeg det passer godt ind med retter, som er tilberedt i fad (ovnen) eller gryde. Der er en særlig charme over de mørke og kolde måneder. Derfor må de varme madretter vi spiser gerne være derefter. Jeg prøver i vid udstrækning, at få varieret madplanen i ugernes løb. Nogle dage går der lidt “mormor”-mad i den, andre dage bliver det supper eller sammenkogte retter.  Ofte kan disse retter også laves i større portioner, så du har mad til flere dage.

Som tilbehør til retter lavet i fad eller gryde, laver jeg gerne ris eller kartoffelmos. Ønsker du at tilføje ekstra grønsager, så kan du sagtens skifte almindelig ris ud med blomkålsris. Du kan desuden også lave grønsagsmos i stedet for den traditionelle kartoffelmos.

Min familie er ikke særlig vild med kogte grønsager, og derfor vil jeg gerne snyde dem ind i vores måltider. Som oftest går det fint, men jeg laver også gerne en skål “gnave-grønt” ved siden af, så jeg ved de får noget frugt eller grønt.

I denne uges madplan har mit mål været, at tænke lidt anderledes og spare på madbudgettet. Besparelser gøres bl.a. ved at rydde op i skuffen for konserves samt oprydning i køleskabet.

Du skal til denne ret bruge følgende:

800g kyllingbryst
1 pakke bacon i tern
2 snittet porrer
1 hakket løg
2 fed finthakket hvidløg
1 dåse hakket tomater
250ml madlavningsfløde
150g revet ost
Salt og peber
Fedtstof til stegning

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Skær kyllingbrystet på langs og krydder det med salt/peber.
  3. Kom de delte kyllingbryster på en pande med fedtstof og steg dem let.
  4. Imens kyllingkødet steges, kan du snitte og hakke porrer, løg og hvidløg.
  5. Bland porrer, løg og hvidløg sammen, for så at komme det i bunden af et ovnfastfad (20x30cm).
  6. Det stegte kyllingkød lægges nu oven på porre-blandingen i fadet.
  7. Kom bacon i tern på panden og steg den let. Hæld den derefter over kyllingstykkerne.
  8. Bland hakket tomat og madlavningsfløde i en skål. Smag det til med salt og peber.
  9. Tomat-blandingen hældes nu udover de øvrige ingredienser i fadet.
  10. Kom fadet i ovnen og sæt tiden til 15 min.
  11. Efter 15 min. skal den revet ost drysses over retten.
  12. Steg retten yderligere 15 min.

Din gratineret kylling i tomatsauce er nu klar til servering med evt. ris.

Hvis du er interesseret i, hvordan du laver blomkålsris, så kan du finde min opskrift her.

Velbekomme.

De bedste hilsner fra
Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *